Skal jeg have et billede, af mig selv, på min hjemmeside?

billede-af-mig-selv-paa-hjemmesiden

Det kan være grænseoverskridende at skulle sætte et billede af sig selv, lige der i toppen – på forsiden af din hjemmeside. SMAK, så brager ens eget ansigt lige ud i hovedet på læseren. Det kan føles egoistisk og lidt navle-pillerisk. Vi får jo hovederne tudet fulde af at det handler om kunderne.

 

Men er det egentlig nødvendigt, med et billede af dig selv på forsiden?

Skal du sætte dig selv så meget i centrum?

 

Det korte svar er: Nej, det behøves du altså ikke. Men det kan give god mening, at du overvinder din sceneskræk. Jeg vil i denne artikel give dig foreslag til, hvordan du kan vælge om det er det rigtige for dig og din business.

Der er 2 scenarier, når vi taler det store indgangsbillede på forsiden af en hjemmeside.

  1. KUNDEN KØBER DIG:
    Langt de fleste hjemmesider har det, vi kalder et hero-image i toppen af siden. Måske hedder det sådan, netop fordi du viser helten i din business. Hvis du er centrum for din business, så giver det god mening.Er det DIG man kommer for, så kan du være på billedet. Er du coach, underviser, konsulent, foredragsholder, forfatter osv – ja, så er det jo dig man kommer for at købe, se, høre og lære af – og så er det ok du sidder der. Det gælder også hvis det er dit navn der kendetegner en virksomhed med flere medarbejdere bagved. Du og dit navn er stadig produktet.
  2. KUNDEN KØBER PRODUKTET ELLER YDELSEN:
    Hvis kunden køber dit produkt eller ydelse ud fra andre kriterier, så giver det ikke samme mening at sætte dig selv i fronten. Det er primært dine værdier og dit brand, der skal afgøre om det er relevant at vise et andet scenarie.Vis f.eks. kunden slutresultatet af at bruge dit produkt eller din ydelse. Det handler om at få kunden til at se, føle og mærke hvordan dit produkt eller ydelse kunne hjælpe dem. Vis på billedet, det de drømmer om. Det får dem i en positiv stemning, og de vil føle, at din løsning er værd at give en chance og læse videre.Du skal ikke – på forsiden – vise skrækscenariet, altså deres problem eller frustration. Det kan du gøre på produktsider, men ikke på hjemmesiden. Hvis det føles ubehageligt lige fra starten, så trækker vi os for her føles ikke rart – gem det til senere, når kunden stoler på dig.

 

Hvordan ved du så, hvilken af de 2 typer forsidefotos, der er det rigtige for dig?

Ja, først og fremmest er det jo din hjemmeside, så du bestemmer! Det kan også være en idé at teste flere billeder op mod hinanden for at se, hvilket, der virker bedst. Men jeg ved også, at de fleste af jer først ændrer forsiden markant efter ca. 3 år, når hjemmesiden skal laves i en version 2, 3, 4 eller …

Derfor kan du gribe det sådan her an: Tænk ud i fremtiden – ca. halvdelen af hjemmesidens levetid frem – dvs. 1 1/2 år. Hvor er du henne med din business? Er DU (din person eller dit navn) vigtig? Er DU stadig ansigtet ud ad til? Ønsker du at sætte dig selv i en position, hvor kunderne kommer for at købe DIG? Eller har du det bedre med, at være bagved konceptet, ydelsen eller produktet?

Beslut dig ud fra ovenstående. Så ved du at du har taget et valg, der hjælper dig i fremtiden.

 

Er du stadig i tvivl, om du skal vise dig selv på forsiden?

Tag f.eks. TV-programmerne. Nogle af dem, der har overlevet i årevis f.eks. bogligprogramet Hammerslag. Her har der været værter som Frode Munksgaard, Peter Ingemann og Christian Degn været frontfiguren. Konceptet er ikke ændret, men det er både værten og ejendomsmæglerne. Her er det altså ikke afgørende at sætte værten – eller dig som business ejer – i forgrunden. Her er det konceptet og produktet vi køber ind i.

Programmet Liebhaverne, derimod har haft 2 gennemgående figurer gennem alle årene – 13 sæsoner. Da den ene, Jan Fog, døde stoppede programmerne også. Hans personlighed bar det så meget igennem, at alt andet end ham ville føles som dårlige kopier. Det var frontfigurernes måde at være på vi kom for at se, ligeså meget som boligerne og de kendisser, der solgte dem.

 

Tænk din business på samme måde som boligprogrammerne

Er du kostkonsulent, så kommer kunderne måske, fordi du er kendt for at hjælpe på en helt speciel måde. Din person eller dit navn er en stor del af dit brand. Så SKAL det være dig, der er på billedet. Er du derimod mere interesseret i, at kunderne skal vælge dig, fordi de gerne vil se sig selv transformeret, så vis dem enten før/efter scenariet eller den drømmesituation de kommer i.

Er du frisør, så kan du vise din salon, hvis det er det kunden køber din ydelse på. Men så skal det også kun være, fordi at sådan som din salon ser ud er noget specielt. Måske skal den vise størrelse – og indikere, her er altid tid. Måske skal salonen vise dine massage-vaske-stole osv.
Hvis kunden vælger salonen på grund af medarbejderne, så skal du vælge at vise dem.
Vælger kunderne salonen, fordi den er økologisk, så skal du have et billede der leder tankerne hen på større velvære og et miljø i balance.
Falder valget på dig, fordi dine medarbejdere har de bedste kompetencer, uddanner sig så de ved hvilke trends der er og giver mange gode råd til kunden – så vis en kunde/frisør situation.

På den måde er dit indgangsfoto eller hero-image med til at fortælle og underbygge den historie, du ønsker dit brand skal stå for.

 

Hvorfor har en grafiker så valgt at sætte sig selv på forsiden?

Med mit billede vil jeg gerne kommunikere, at der er et menneske bag min business. Jeg ønsker et personlig forhold til mine kunder. Jeg gemmer mig ikke bag telefonsælgere og låste hjemmesidesystemer, der passer dig ned i kasser.

Billedet signalerer den personlige kontakt, den skræddersyede løsning du får og den holde-i-hånd funktion jeg har under et kunde/leverandør forløb. Jeg ønsker at kende mine kunder, og deres business. Forstå deres marked og sætte mig ind i hvad der får deres kunder til at købe. Så synes jeg også, at det er relevant at vise mig selv, for det er MIG man køber – ikke bare en hjemmeside eller et logo.

 

Sådan får du et flot forsidefoto

Den mest fleksible måde at vise dig selv på, er at få taget et professionelt foto hos en fotograf. Det skal tages på hvid baggrund, og du skal bede om at få billedet fritlagt, så det bliver gennemsigtigt i baggrunden, Så kan du sætte dig selv ind over et hvilket som helst andet billede i baggrunden, og dermed sætte tonen, skabe den stemning du gerne vil og understøtte budskabet.

 

Fritlagte fotos med indsatte baggrunde

Nedenfor her ser du en række eksempler ud fra samme portrætfoto, hvilke forskellige udtryk man kan opnå.

hero-image-portraet

Det her er et købe-billede, men det kunne sagtens være sådan et portræt du fik taget hos en professionel fotograf. I de nedenstående eksempler er det, det foto der er brugt.

hero-image-eksempel-dagplejer

Ved at lægge et andet foto i baggrunden, som er sløret, så får du skabt et indtryk af en forgrund og en baggrund. Man kan godt ane de 2 børn, og der er noget af stemningen fra fotoet der skinner igennem.

hero-image-eksempel-heste

Modsat det ovenstående forside-foto, så er baggrunden her tydelig. Man kan klart se hestene, og man fornemmer med det samme, at det her handler om vilde heste.

hero-image-eksempel-konsulent

Det her eksempel har også en sløret baggrund. Her udnytter jeg at portrættet er taget i fuld højde. baggrundsbilledet er skåret længere oppe end personen, hvilket giver lidt mere spil og en effekt, hvor call-to-action kan stå for sig selv.

hero-image-eksempel-behandler

Her er det en ensfarvet baggrund bag ved personen. Det giver et roligt udtryk og en baggrund, hvor man nemt kan læse teksten.

Portrætfoto med fast miljøbaggrund

En anden, også meget brugt måde, er at vise dig selv i det miljø eller i en situation, hvor du udfører din opgave. Det får kunden til at se, det du laver, for sig. Gå enten helt tæt på dit ansigt eller zoom ud, så hele scenen ses. Læg en gennemsigtig farve, en lys eller en mørk tone ind over billedet, så har du en mere rolig baggrund til teksten.

hero-image-miljoe

På dette miljøfoto har jeg lagt en farvet flade ind over billedet. I et billede med mange detaljer, eller skift mellem mørke og lyse toner, så kan dette løse problemet med at teksten ikke kan læses.

Hvad skal et hero-image kunne?

Billedet: Billedet skal skabe blikfang. Vores hjerne og øje elsker store flotte billeder, som fortæller os en historie. Det skal vise din stil, og inderbygge de værdier dit brand bygger på. Med billedet kan du skabe action, ro, vise styrke, skabe en stilfuld stemning osv. Se eksemplerne herunder, hvor jeg viser dig samme fritlagt person på forskellige baggrunde. Dit billedet behøves ikke være et stilbillede, det kan også være en video.

Tekst: Billedet er ofte fulgt af en tekst. Og her er det totalt ligegyldigt om du har valgt 1’eren eller 2’eren. Teksten skal kommunikere dit budskab meget kort, og præcist. Du har mindre end et splitsekund til at fange opmærksomheden.

Call-to-action: Hvad skal man gøre, når man har set billedet og læst din korte tekst? Du må aldrig lade det være op til læseren. Efter teksten skal du have enten en knap eller en tekst med et link videre og dybere ind på din hjemmeside. Hvad skal kunden? Læse mere om dig, om hvad du tilbyder, tage en test eller noget helt andet.

 

Konklusion

Uanset om du nu vælger at sætte dig selv på forsiden af din hjemmeside eller ej, så har du viden nok til at tage et valg ud fra dine forretningsplaner, og ikke ud fra din egen sceneskræk.

Bryder du dig ikke om at se dig selv på billeder?

Så er det min klare anbefaling at vælge en fotograf, der er vandt til at fotografere til erhverv – ikke bare en portrætfotograf. Han eller hun kan få dig til at føle dig så meget til rette, at du helt sikkert vil se skide godt ud på billederne – og være glad for dem.

Har du et håndværk, så tag tøj på som passer til dit erhverv eller brug en rekvisit. En rekvisit kan fjerne en lille smule af den store fokus der vil ligge på din ansigt.

Efterlad en kommentar